Grønlands fysiske infrastruktur består af veje i byerne, havne, lufthavne, søkabler og radiokæder mv. Departementet for Boliger og Infrastruktur har ansvar for den infrastruktur, som er nødvendig for at transportere gods og passagerer og for telekommunikation.
Den fysiske infrastruktur
Planlægning, anlæg, drift og vedligeholdelse af den fysiske infrastruktur er Naalakkersuisuts og kommunernes ansvar. Derfor kan Inatsisartut lovgive for, hvordan det foregår og bevilge penge til infrastrukturen.
Der er flere måder ejerskab og drift af infrastruktur kan være organiseret på:
- Ejet af Selvstyret – det gælder de fleste erhvervshavne
- Ejet af kommunerne – det gælder veje i beboede områder og nogle havneanlæg
- Ejet af Selvstyreejede virksomheder – det gælder lufthavnene, Sikuki havn i Nuuk og den landsdækkende teleinfrastruktur
Derudover er enkelte privatejede anlæg samt anlæg ejet af Forsvaret.
Ejeren har ansvaret for at sikre finansiering til anlæg, drift og vedligeholdelse af infrastrukturen. Anlæg og drift af infrastruktur ejet af Selvstyret og kommunerne kan finansieres over skatterne, eller ved brugerbetaling. Infrastruktur ejet af virksomheder bliver finansieret af brugernes betalinger.
Regler på land, til vands og i luften
Det meste af lovgivningen om aktiviteter er stadig rigslovgivning. Det gælder søfartsområdet, luftfartsområdet, færdselsområdet og radiofrekvensområdet. Det betyder at lovgivningen udarbejdes af Folketinget og administreres af de myndigheder, som har ansvaret for samme område i Danmark.
Meget af infrastrukturen har virkninger, som går på tværs af internationale grænser. Derfor er lovgivningen i større eller mindre grad afgrænset af internationale regler og aftaler på områderne.
Naalakkersuisuts rolle for de ikke-hjemtagne områder er at samarbejde med rigsmyndighederne for at sikre, at regler og administration passer til de grønlandske forhold.
Områderne telekommunikation og post er hjemtagne. Derfor har Inatsisartut ansvaret for lovgivningen og Naalakkersuisut ansvaret for administrationen for disse områder.