airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Lufthavne

I Grønland er der 13 lufthavne og 46 helikopterflyveplader, som anvendes til befordring. Lufthavnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq er atlantlufthavne, som anvendes til flytrafikken over Atlanten. De resterende 11 lufthavne er mindre regionale lufthavne. De 46 helikopterflyvepladser er placeret i bygder samt i byerne Uummannaq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Disse byer har helikopterflyvninger til nærliggende bygder med helikopterflyvepladser.

Udover de offentlige flyvepladser findes der landingsbaner og helikopterlandingspladser, der udelukkende anvendes til forskning, minedrift og militære formål, og af Tusass A/S.

Grønlands Hjemmestyre overtog i 1986 ansvaret for lufthavne og helikopterflyvepladser. Det førte til oprettelsen af det grønlandske lufthavnsvæsen Mittarfeqarfiit A/S, som siden 1988 har drevet de offentlige flyvepladser i Grønland.

Ansvaret for reglerne på luftfartsområdet er ikke hjemtaget. Det betyder, at Trafikstyrelsen i Danmark udsteder regler og føre tilsyn med de grønlandske flyvepladser. Reglerne fastsættes på baggrund af de internationale regler for lufthavne, som udarbejdes af ICAO (International Civil Aviation Organization).

Nye lufthavne og en ny organisering 

Inatsisartut vedtog i 2015 en principbeslutning om anlæggelsen af nye lufthavne, i første omgang i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Naalakkersuisut stiftede herefter selskabet Kalaallit Airports A/S med det formål at anlægge, eje og drive disse lufthavne. I 2018 vedtog Inatsisartut en anlægslov, som bemyndigede Naalakkersuisut til at iværksætte arbejdet med de tre lufthavne.

Inatsisartuts beslutning medfører, at den nuværende driftsstruktur vil ændre sig, når de nye lufthavne står færdig. Kalaallit Airports A/S vil have ansvaret for de to nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat og den nye regionale lufthavn i Qaqortoq, mens Mittarfeqarfiit vil drive de resterende lufthavne og helikopterflyvepladser.

Links